Du er verdens bedste Powerpoint



Forestil dig, at du skal holde et oplæg. Måske til et møde. Måske til et foredrag. Forestil dig, at du helt naturligt har fravalgt en Powerpoint præsentation. Det er helt naturligt for dig, for du ved, at det er meget bedre, at publikum kigger direkte på dig fremfor på en skærm. Og du ved også fra tidligere, at du som oplægsholder selv kiggede alt for meget på skærmen frem for på tilhørerne.

I stedet for at bruge tiden på at lave en præsentation, bruger du nu tiden på at forberede dig. Og den tid er givet godt ud. For du bliver en bedre formidler for hver gang. Og du er blevet god til at aflæse, om dine tilhørere rent faktisk er til stede. Hvis ikke, tilpasser du dit oplæg, indtil alle er med igen. Du kan se det på dem. Og nu hvor du ikke længere kigger på skærmen, men på mennesker, har dine tilhørere også mulighed for at se på dig, mens du taler til dem. Eller måske ligefrem med dem.

Tilsammen får I alle sammen langt mere ud af at bruge jeres tid sammen. I får alle foræret en masse indtryk: Kropssprog, ansigtsudtryk, gestik og øjenkontakt. Alt det, der ofte fortæller langt mere end, hvad der kan skrives på en Powerpoint slide.

Forestil dig at det her ikke er et møde eller et foredrag, men en date. Ville det være en god idé at hive den bærbare op af tasken og løbe et show igennem? Nej, selvfølgelig ikke. Og hvorfor ikke? Fordi du ikke kunne drømme om at gøre noget så koldt og afstandstagende. Det ville på alle måder være distancerende og du ville med sikkerhed gå slukøret hjem i regnen meget hurtigt efter. Så hvis du stadig er i tvivl, om det er en Powerpoint eller dig, vi vil have, skal du bare tænke på, at du skal til at date et publikum. Så er konklusionen nem. God fornøjelse. Vi glæder os allerede!


31 visninger
FØLG MED I NYE VÆRKTØJER OG IDEÉR

©2020 Aktiver dit potentiale. Alle priser er incl. 25 % moms, med mindre andet er angivet.